Der er mange meninger om hvad der et godt teleskop til amatørastronomi. Selvfølgelig kan man tale om gode og dårlige teleskoper, men hvilket der præcist er det rigtige til dig kommer ikke kun an på din pengepung, men i lige så høj grad af dine interesser.

Pas på "forstørrelsesfælden"

Et råd vil de fleste amatørastronomer dog være enige om at give dig. Hold dig fra legetøjsforretningernes billige teleskoper, der lover flere hundrede ganges forstørrelse for få penge. Stor forstørrelse er ikke lig med kvalitet. Rent faktisk er det relativt sjældent amatørastronomens største ønske at kunne forstørre f.eks. 300x. Ofte ligger den mest almindelige forstørrelse mellem 25 og 80 gange. To andre egenskaber ved et teleskop er som regel vigtigere: Nemlig hvor meget lys kikkerten kan samle og så den rent optiske kvalitet. Hvis den optiske kvalitet er dårlig, vil høj forstørrelse simpelthen bare forstørre et i forvejen uskarpt billede, som dermed vil se endnu mere uskarpt ud.

Nogle stjernetåger og galakser fylder slet ikke så lidt endda på himlen. Adskillige fylder en del mere end fuldmånen. Når vi ikke kan se dem uden teleskop skyldes det altså ikke at de er små, men at de lyser meget svagt.  Det betyder imidlertid ikke at forstørrelse pr. definition er uvæsentligt. Hvis din primære interesse er planeter kan stor forstørrelse være interessant.

...men hvad skal jeg så gå efter?

Det som du først og fremmest skal gå efter er

  • Optisk kvalitet - tegner kikkerten skarpe billeder
  • Åbning - jo større åbning, jo mere lys kan teleskopet samle
  • Montering - Alt andet kan være lige meget hvis ikke teleskopet er solidt monteret. Betydningen af en god montering kan ikke overvurderes
  • Evt. computerstyring - Mange har mistet interessen, fordi de simpelthen ikke kunne finde objekterne på himlen
  • Mobilitet - Stor åbning som samler meget lys, men omkostningen kan være at teleskopet bliver tungt og uhåndterligt. Husk at det bedste teleskop er det som du får brugt mest.

I øvrigt er du velkommen til at søge råd hos Astronomisk Forening for Køge Bugt